OPTIMIZE

I forsknings- og innovationsprojektet OPTIMIZE er det formålet at udvikle og teste to teknologier til sundhedsvæsnet, der kan bidrage til at reducere medicinforbruget under operationer og automatisk måle væskebalancen hos patienter.

Støtteprogram: Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak
Projektløbetid: 01.12.2022-01.12.2025
Projektbudget: 4.873.350 Euro

I forbindelse med og efter en operation kan der opstå komplikationer på grund af bivirkninger fra medicin eller forkert estimeret væskebalance.

Kan disse komplikationer undgås, kan indlæggelsestiden forkortes, rehabiliteringsperioden kan afkortes, og patienten kan få et bedre behandlingsforløb og en bedre oplevelse.

I dette dansk-svenske forskningsprojekt er det målet at udvikle og teste to teknologier til sundhedsvæsenet.

Automatisk måling af væskebalance

En korrekt væskebalance er afgørende for ens tilstand i forbindelse med indlæggelse på hospitalet.

Overskud af væske kan være årsag til komplikationer og forlænget indlæggelse. Ved væskeunderskud er der risiko for forstoppelse, urinvejsinfektioner og faldulykker.

Derfor er det vigtigt, at sygeplejerskerne kan følge med i patientens indtag og udskillelse af væske. Det kan dog ofte være svært for sygeplejersken at vurdere.

Målet for denne del af projektet er at udvikle et automatisk system til måling af væskeindtag og –udskillelse, der kan gøre vurderingen af væskebalancen mere nøjagtig og mindre tidskrævende.

Vil du vide mere om automatisk måling af væskebalance, kontakt overlæge Hans-Erik Wittendorff på e-mail hwje@regionsjaelland.dk.

Virtual Reality ved operationer

Ved operationer, hvor patienten er bedøvet i en del af kroppen, men ellers er vågen, får mange patienter ofte beroligende medicin. Det gør de som regel, fordi operationsoplevelsen er uvant, og det kan føles utrygt at miste kontrollen over sin krop.

Den beroligende medicin kan for nogle patienter forårsage bivirkninger som vejrtrækningsproblemer og lavt blodtryk. Særligt for de mange ældre patienter, som ofte lider af andre sygdomme, kan beroligende medicin være forbundet med flere risici. Dette kan medføre længere tid på
opvågningsafsnittet og længere indlæggelsestid.

Denne beroligende medicin vil projektet OPTIMIZE i forsøg skrue ned for. I stedet for at sove ved hjælp af medicin vil patienten i forsøget kunne vælge underholdning i form af en Virtual Reality-oplevelse.

Patienten får briller og  høretelefoner på, og Virtual Reality-oplevelsen afleder på den måde patientens opmærksomhed fra operationen.

Vil du vide mere om Virtual Reality ved operationer, kontakt ph.d. Karsten Lassen på e-mail karlas@regionsjaelland.dk.

Se en kort video om VR-projektet, produceret af Khora:

Projektet er støttet af EU
Projektet er støttet af EU gennem det skandinaviske program for tværregional udvikling Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak.

Projektet løber fra 1.12.2022 til 30.11.2025

Projektet støttes af Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak med 4.873.350 euro.

Projektpartnere
Projektet foregår i samarbejde mellem Sjællands Universitetshospital, Sahlgrenska Universitetssjukhuset, Helsingborg Lasarett og Khora.

Læs mere om projektpartnerne.